Sikre mails er et GDPR-lovkrav for alle
ista indførte i løbet af foråret Sikkermail. Det afstedkom en del kommunikation med kunder. Men brugen af sikre mails er et GDPR-mæssigt lovkrav for alle målerleverandører. En af grundene til at ista hurtigt indførte systemet var, at det også hjælper kunderne med at leve op til kravet.
”Siden indførelsen af sikre, krypterede mails har ista fået en del kommentarer. Det skal ingen hemmelighed være. Men faktisk bunder indførelsen af sikre mails i en skærpelse fra datatilsynet, som blev udsendt for et år siden. Her står, at kommunikation skal foretages sikkert, når man kommunikerer med følsomme eller fortrolige personoplysninger. 1. januar 2019 skulle alle virksomheder have implementeret en løsning til at sende sikre mails. Det gav os et halvt år til at få det til at fungere”, forklarer Jens Lunding.
Hvad er en sikker mail
En sikker mail er en krypteret mail, som kun kan åbnes af den tiltænkte modtager. Når mailen afsendes fra ista, distribueres den via en sikker platform, hvor man kun har adgang med et link og en kode. Modtageren af mailen modtager en normal email med et link, hvor de logger sig ind på den sikre platform. For at se mailen skal man have tilsendt en kode fra f.eks. ista, eksempelvis på sin mobiltelefon. Princippet er ligesom eboks, eller hvis man skal læse mails fra sin læge.
Jens Lunding fortæller, at Datatilsynet allerede har lavet de første kontroller i forhold til om virksomhederne overholder skærpelsen til sikker mail-kommunikation og de har indskærpet, at fra nu af falder der bøder, hvis loven ikke overholdes.